
Teori i et inspirerende, fælles læringsmiljø
På kosmetikeruddannelsen bliver du en del af et inspirerende fællesskab, hvor alle deler samme passion for hudpleje, skønhed og velvære. Her møder du andre, der brænder for det samme som dig.
I skoleforløbet arbejder du med både teori og praksis. Du lærer, hvordan kroppen og huden fungerer med faglige emner som anatomi og dermatologi. Du lærer at analysere og behandle forskellige hudtyper og hudproblemer.
Gennem dit skoleforløb opbygger du de faglige og personlige kompetencer, du får brug for i din læretid som kosmetikerelev – lige fra hudpleje og behandlingsteknikker til produktviden og kundekontakt.
Bliv statsanerkendt kosmetiker – en gratis erhvervsuddannelse (EUD)
I Danmark er erhvervsuddannelser (EUD) gratis. Det gælder også, når du vil være kosmetiker. Uddannelsen er udviklet af nogle af de dygtigste fagfolk i branchen, og kvaliteten kontrolleres af staten. Det betyder, at indholdet ikke styres af brands men af faglighed.
Sådan bliver du kosmetiker – find din vej ind på uddannelsen
- Grundforløb 1 (20 uger) – for dig der kommer direkte fra 9./10. klasse.
- Grundforløb 2 (20 uger) – for dig der har afsluttet folkeskolen for mere end seks måneder og højest to år siden.
- Voksen over 25 år – få merit for din erhvervserfaring.
- Ny mesterlære – start direkte som elev i klinik.

Specialisér dig i hudpleje eller wellness
Efter grundforløbet skal du specialisere dig til enten hud- og skønhedsplejer eller spa- og wellnessbehandler. Du skal nu finde en klinik, hvor du kan blive kosmetikerelev inden for dit speciale.
Inden for hud- og skønhedspleje vil du få fokus på pleje og behandling af hud, manicure og pedicure, hårfjerning m.v., og inden for spa og wellness vil fokus være på wellnessbehandlinger, massage og helhedsoplevelser.
Størstedelen af dit hovedforløb foregår som kosmetikerelev i en klinik. Her bliver du en del af hverdagen, og du får mulighed for at udvikle dig fagligt og blive mere selvstændig.